Foto: Niels Ebdrup
(fra Bornholms Tidende den 13. december 2018)
Du dyrker jo dine juletræer på Julegaard. Har I ladet gården skifte navn til lejligheden?
– Nej, det er et tilfælde. Den hed sådan længe før, der var noget, som hed nordmannsgran i Danmark. Så det er bare et hyggeligt tilfælde, at den hedder sådan.
Hvordan kom du ind i juletræsbranchen?
– Det var min mand, der startede med at plante de første træer tilbage i 1992. Men så overtog jeg. Min mand gik på arbejde, og jeg er uddannet på Landbohøjskolen, så jeg kunne godt passe træerne. Vi havde små børn på det tidspunkt, så det passede rigtig fint.
Hvornår kunne du så begynde at sælge træerne?
– De sidste 15-20 år har vi kunnet høste og eksportere vores træer. Og så har vi i julen privat salg i Nylars og ved Idémøbler i Rønne.
Hvorfor vil du sælge dine træer selv?
– For mig er det lidt kronen på værket. Nu har jeg gået i en plantage og arbejdet med træerne, og så er det rigtig hyggeligt at komme ud og se, hvem der køber dem. Og se, hvem der vælger hvilke træer.
– Det træ, som jeg måske synes er lidt mærkeligt, kan andre synes, er det aller flotteste. Det giver mig noget. Det er så hyggeligt at være med næsten til slut – selv om jeg har lovet folk, at jeg ikke kommer hjem og danser om træerne.
Hvor mange familier tror du, at du leverer juletræ til den her vinter?
– Det er svært at sige. Men jeg kan mærke, at juletræsudsalget i Onsbæk er lukket. Der er kommet flere kunder ved Idémøbler.
Hvor lang tid tror du, at du bliver ved?
– Jeg er 60 år og min mand er 62. Så begynder man at snakke om pension. Men jeg synes, at det her vil være en god hobby at holde fast i. Når du har plantet træet, vil du også gerne følge det til dørs. Jeg tror, vi lukker stille ned – fordi det er hyggeligt, og fordi det er god motion.
Hvordan er det, at arbejde som juletræsavler?
– Det er så dejligt at gå i plantagen. Der er et fugle- og dyreliv uden lige. Det kan selvfølgelig være surt med vejret, men så må man bare have det rigtige tøj på.
Nogen tænker måske: Hvor meget arbejde kan der være i at have juletræer? Du planter jo bare træer, og så vokser de til den dag, de skal fældes...
– Mange ved nok ikke, hvor meget vi arbejder, for at få et træ op. De skal passes. Man kan gå i mange dage og sætte ”fuglepinde” på – en bambuspind og en klemme, som sættes i toppen, når den er udsprunget. Sætter der sig på det tidspunkt en ganske lille fugl i toppen, så knækker den, og der skal arbejdes flere år på at rette op på skaden. Du går også og grenretter og nusser om træerne.
Hvilken bog ligger på dit natbord?
– Jeg er på biblioteket hver mandag, og jeg har lige læst Bjørnen af Katrine Marie Guldager. Den var hurtigt læst. Og jeg har også lige læst Folkets Skønhed af Merete Pryds Helle.
Hanne Sonne
60 år.
Bor på Julegaard, der ligger midt mellem Arnager og Boderne.
Gift med Jørn.